Bedstemor giver aldrig op ...
En 36 årig ny vordende mor Nanna forløses ved kejsersnit på et af Danmarks største sygehuse. Det plejer at være en lykkelig begivenhed, men ... kun efter 4½ dag med sit velbårne barn pådrager denne intetanende nybagte mor sit livs chok.
En personale på barselsgangen flår uden forudgående varsel barnet ud af hendes arme, løber ind og ud med det i favnen mellem de andre nybagte mødre, så de nær taber deres afkom. Personalet bortfører sønnen til et værelse, der straks aflåses. Om den bestilte plejefamilie befinder sig derinde, står uklart, overdrages drengen samme dag!
Moderen - kridhvid i ansiget med tomme stirrende øjne og slapt nedad hængende arme, formår næppe at holde sig oprejst, efterlades tilbage uden at fatte hvad dette bombenedslag betyder.
Barnets bedstemor, der kort tid forinden har siddet i et af sygehusets rum sammen med sin datter til et arrangeret møde med sagsbehandler og andre fra den stedlige kommune er ligeså paralyseret.
Det kære lys som sønnen betyder for moderen, er som et ondt vindpust pludselig blæst væk - langt væk. Hans kære sprøde pludren og tilfredse klukken høres ikke mere fra vuggen på hospitalsstuen. Sengetøjet ligger endnu på sengen som de to har tilbragt mange timer sammen i. Og i natbordets skuffe ligger små bleer tillige med moderens arbåndsur og andre private ejendele. En anden personale tager omsider moderen under armen og fører hende derhen. "Du skal pakke dine ting og tage dit overtøj på og gå , for idag udskriver vi dig herfra!" Moderen udfører ordren som i trance.
Med rystende hænder henter hun sin søns fine nye lysegule/lyseblå småtøj i skabet og lægger det ned i babyliften. Ovenpå lægger hun sin babydyne med det blomstrede betræk. Den dufter stadigvæk af hendes nyfødte søn. Det som hun, foruden den spritny barnevogn, babyseng, stol, skiftebord, små børnebøger og mange andre ting og sager i månedsvis glad har indkøbt, efterhånden som hun fik råd, er nu overflødiggjort og til ingen nytte.
Pludselig slår det ned i Nanna som et lyn fra en klar himmel - nåee, så var det derfor jordemoderen under et af de sidste kontrol svangrebesøg sagde, at hun ikke skal tage liften med til sygehuset, når hun bliver kaldt ind til operationen. Da ser den vordende mor som i et lynsnart glimt, hvad sygehuset pønser på!
Men skubber den ubehagelige tanke fra sig, fordi maven kort før fødsel i 9. måned tynger hårdt nedad og igen skubber til smerterne i højre side. På trods heraf og med opbydelsen af sit sidste mod, tager Nanna til genmæle og kommenterer på denne underlige besked der ingen mening giver.
Det var en tidligere undersøger, der har givet sig ud for at være jordemoder, der har trykket så uproffessionelt hårdt og som vred hendes mave, da hun var 7 måneder henne. Denne kvinde, iført hvid kittel med mange kuglepenne i brystlommen, blev tydeligvis vred over at hendes "patient" gav udtryk for, at hun ikke ønsker alle de ultralydsscanninger, som de bruger på det sygehus.
Nanna og hendes mor har lang tid før foretaget seriøse klik på internettet og skaffet sig advarsler derom fra såvel udenlandske som fra læger på Skejby Sygehus.
Kvinden i hvidt påfører nu Nanna smertefuld skade på hendes ribben i højre side. Nanna udstøder et højt og lydeligt skrig og bedstemoderen spørger chokeret henvendt sig til de de to kvinder der var tilstede i rummet, om hvad der egentlig foregik?
Hun har selv født fire børn og har aldrig nogensinde været ude for noget lignende. Nanna bliver gennem hele graviditeten undersøgt af flere forskellige personer. Dette overgreb har Nanna og hendes mor skrevet et klagebrev over, men også opsøgt en dygtig kiropraktor, hvor Nanna modtager flere behandlinger, hvor der står i hendes journal, at det er en ny opstået skade. Men sygehuset ønsker ikke at påtage sig nogen skyld og lader nu igen en helt anden ukendt person besvare brevet.
Som det er udformet, diffust og usammenhængende vidner det for første gang tydeligt, at her er noget man helst ser sløret og dækket over!
Nanna der fra barnsben har lært at spise sundt, gør hun sig meget umage fra hun opdager hun venter sig. Så ved ultralydscanningen første gang, (den lovpligtige nakkefolds scanning), bliver hun ikke overrasket over, at alt ser fint ud derinde. Hun stråler af glæde over sit "første møde" med sin søn. Der kommer skår i glæden, da damen ved apperatet tørt udbryder: "Så vidt så langt". Ikke et eneste kærligt og anerkendende ord kommer over hendes læber.
Faderen er ikke interesseret i at tage sit ansvar på sig og deltage, fordi han ikke kan lade andre damer ude i byen gå i fred. Dette vidste Nanna på det tidspunkt intet om, men beslutter sig herefter at klare sig helt uden ham. Derfor tager bedstemoren med til næsten alle kontrolbesøgene. Ikke fordi Nanna udemærket selv kan tage alene afsted, men fordi både de begge instinktivt føler sig udsat for skjulte dagsordener. Hvilket også dukker mere og mere frem af tågerne, efterhånden som maven vokser. Men som tingene skrider frem sættes der flere og flere faldgruber på Nannas vej.
Derfor tvinges de to kvinder at bede en god ven, formand for www.danmarksborn.dk om også at være tilstede under et par af undersøgelserne. På trods af, at hans vej er meget lang, fra sønder- til nordjylland, kommer dette trofaste menneske og deltager. Herved får han også snart færten af, at der stikker noget under bordet af atter den nytilkomne ældre jordemoder, som leder afdelingen. Graviditeten forløber ellers fint, til trods for, at Nanna nu er nødt til at gå rundt ved hjælp af krykker, som følge af den hende påførte skade. Når smerterne er for slemme, melder hun få gange afbud i tide og fortæller hver gang, hvad det skyldes. Der undlades i journalark totalt at nævne dette, så deri beskyldes hun for at pjække fra undersøgelserne. Og istedet anklages Nanna nu for ikke at møde op til de mange, for os at se, unødvendige undersøgelser.
Nanna og hendes mor møder påfaldende aldrig mere den hvide kitteldame, der har skadet hende! Nægtes også at få oplyst hendes proffesion og navn! En dag går Nanna alene til undersøgelse, men kommer dybt nedbrudt derfra. Den ældre jordemoder leder har med et indsmigrende smil sagt, at hun da ikke skal gå og tro, at sygehuset vil fjerne hendes barn. "Nej, det gør vi da ikke her", bedyrer hun smiskende!
Og til Nannas og hendes mors senere spørgsmål, om de der på det pågældende sygehus har henvendt sig til en anden by i Jylland - for at læse Nannas søsters journaler, der nogle år forinden havde fået fjernet sine småbørn, ryster smiskedukken nej med så påfaldende intens hovedrysten, at det ikke virker synderligt troværdigt.
Alle finder det væmmeligt at hun har overfaldet Nanna med sådan en snak, der aldeles ikke er hensigtsmæssig overfor en gravid, og så endda en førstegangs vordende mor. Moderen spørger nu flere gange derom, idet hun og datteren omhyggeligt sørger for at gøre personalet opmærksom på, at der i lillesøsterens journalark befinder sig så mange grove fejlfortolkninger og direkte løgne, at det sygehus, Nanna lige nu befinder sig på, aldeles ikke må tage dette for gode varer! Fejl der som påpeget aldrig er hverken rettet, slettet eller endsige kommenteret på. Fejl der endda kort tid senere er påvist, at søsterens sagsbehandler kort tid efter fjernelsen af hendes første barn, indrømmede at sagsbehandlingen ikke var iorden. MEN uden at levere også dette spæde barn tilbage!
Nanna får hæftet endnu flere usande beskyldninger på sig i sine journalark, som de to bad om aktindsigt i op til flere gange i forløbet. Da blev der af moderen sat ikke så få krydser ud for adskillige falske påstande, som igen viste, hvad man havde til hensigt, men aldrig direkte sagde noget om. Desværre blev alle opfordringer om afholdelse af et møde aldrig efterkommet. Den vordende mor og hendes mor måtte fremover bare finde sig i at blive sværtet til med insinueringer og direkte opdigtede påstande uden at blive renset. Så hver eneste gang endnu en ny personale dukkede frem på arenaen, vidste de som ammen i kirken, at også nu den og den havde læst noget om dem, som ikke passede. Det afførte at de to efterhånden begyndte at gå på listefødder af bare nervøsitet, når der blev indkaldt.
Opgivelsen tillige med mareridtene, der så småt dukkede op i begges natlige drømme, var nærved at tage pippet fra dem. Samtidig med at begge døjede slemt under tandpiner, for Nanna ville ikke udsætte sit kommende barn for alt det der hører til ved tandbehandlinger. Istedet brugte de alternative former for smertelindring.
(fortsættes)